Vedtægter for Foreningen Danske Fysiurgiske Massører

§ 1. Foreningens navn

Foreningen Danske Fysiurgiske Massører (FDFM)

§ 2. Formål

Hovedformål er at præsentere lægeeksaminerede fysiurgiske massører/massageterapeuter, sportsmassører/terapeuter og akupunktører i faglige spørgsmål, herunder:

  • varetage klienters og behandleres interesser
  • varetage kontakten til offentlige myndigheder
  • udbrede kendskab til massagens nyttevirkninger
  • sørge for kollektiv forsikring til medlemmerne

§ 3. Medlemsoptagelse

Enhver lægeeksamineret fysiurgisk massør/terapeut, sportsmassør eller akupunktør, der har bestået eksamen fra en af foreningens bestyrelse godkendt skole, kan optages som medlem og har alle foreningens medlemsrettigheder, deriblandt erhvervelse af certifikat og logo.
Stk. 2 Medlemmerne skal selv holde sig orienteret om foreningsnyt enten gennem ”Massørnyt” eller via hjemmesiden fdfm11.dk

§ 4. Foreningens opbygning

Foreningen har generalforsamlingen som øverste myndighed. Under generalforsamlingen står foreningens bestyrelse, som består af mindst tre medlemmer samt en suppleant og en revisor.

§ 5. Kontingenter

Kontingentets størrelse, samt forsikringspræmien, fastsættes af bestyrelsen for det kommende år. Betaler man ikke til tiden, opkræves et gebyr på kr. 100,00.

§ 6. Generalforsamlingen

Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes i årets første kvartal og indkaldes med tre ugers skriftlig varsel via hjemmesiden. Referat af ordinær generalforsamling vil stå omtalt på foreningens hjemmeside (fdfm11.dk).

Stk. 2 Dagsorden skal indeholde følgende punkter:

  • Valg af dirigent, referent og ordstyrer.
  • Formandens beretning
  • Gennemgang af de reviderede regnskab
  • Indkomne forslag
  • Fremtidig virksomhed
  • Fastsættelse af kontingent
  • Valg af bestyrelse og revisor
  • Evt.

Stk.3 Beslutninger foretages blandt de fremmødte medlemmer. Skriftlig afstemning foretages såfremt 1 medlem ønsker det.

Stk. 4 Vedtægtsændringer kan foretages når 2/3 af de fremmødte medlemmer stemmer derfor. Forslag til vedtægtsændringer sendes til medlemmer af bestyrelsen senest tre uger inden den ordinære generalforsamling.

Stk. 5 Forslag til behandling på den ordinære generalforsamling skal være bestyrelsen i hænde 14 dage før generalforsamlingens afholdelse.

§ 7. Ekstraordinær generalforsamling

Bestyrelsen kan indkalde til ekstraordinær generalforsamling, når 2/3 af bestyrelsen måtte ønske det, med angivelse af dagsorden, tid og sted. Ligeledes kan ekstraordinær generalforsamling afholdes, når 1/3 af medlemmerne fremsætter anmodning herom, med angivelse af dagsorden, tid og sted. Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest 4 uger efter anmodningens modtagelse. Forslag til den ekstraordinære generalforsamling skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse.

§ 8. Bestyrelse og revisor

Bestyrelsen består af tre medlemmer, formand, sekretær og kasserer. Derudover vælges en suppleant. Formand og kasserer kan ikke afgå samme år.

Stk. 2 Bestyrelsens medlemmer vælges på den ordinære generalforsamling for en 2-årig periode. Bestyrelsen konstituerer sig med formand, sekretær og kasserer. Suppleanten vælges for en 1-årig periode. Genvalg er muligt.

Stk. 3 Foreningen skal have en revisor. Valget sker på den ordinære generalforsamling for en 1-årig periode. Genvalg er muligt.

Stk 4 Bestyrelsen planlægger bestyrelsesmøder hvert kvartal. Som medlem kan man til enhver tid få punkter med på næste bestyrelsesmøde. Dette sker ved henvendelse til et af bestyrelsesmedlemmerne.

Stk. 5 Bestyrelsesarbejdet honoreres med betaling af et eller flere kurser samt et julegratiale.

§ 9. Bestyrelsens beslutningsdygtighed og kompetence.

Foreningens bestyrelse er beslutningsdygtig, når formand og 2/3 af bestyrelsen er til stede. I formandens fravær tegnes foreningen af sekretæren. Bestyrelsen sætter selv sin dagsorden og der føres referat over bestyrelsesmøderne.

§ 10. Hæftelser.

Ingen af bestyrelsens medlemmer eller foreningens medlemmer hæfter personligt for de af foreningen påhvilende økonomiske forpligtelser.

§ 11. Regnskabet.

Regnskabet følger kalenderåret.

§ 12. Opløsning.

Opløses foreningen skal eventuel formue benyttes til fremme af massagens virke.

_________________________________________________________

Ovenstående vedtægter er gældende og godkendt på generalforsamlingen 6. feb. 2020.

Sacha World                               Dorte Mortensen                      Irja Johansson

Formand                                          Kasserer                                     Sekretær